EHSF 2025 med nye indsigter i HS

Den 14. europæiske konference blev holdt i Vilnius, tre dage med tætpakket program og 620 deltagere. Der var både anledning til optimisme og eftertænksomhed.

En ret stor del af programmet handlede om mekanismerne bag HS, hvor der sker virkelig meget disse år. Det var alt fra genetiske studier, der sammenligner mange tusind mennesker med og uden HS til "HS i en petriskål", hvor immunforsvarets komplekse processer i hudbiopsier kommer under lup. 

Både immunologi og genetik er store, teoretiske områder, som jeg selv har svært ved at forstå. Genetikken har jeg dog forstået så meget af, som at forskerne efterhånden finder flere gener, der medvirker til at vi får HS - både når sygdommen løber i familier, og når den ikke gør. Så vidt jeg kan forstå, peger genetikken på, at problemet opstår i hudens yderste lag af keratin, som vokser for kraftigt og lukker hårsækkene til, og så går det galt nede i huden. Så vi er åbenbart tykhudede?

Immunforsvaret består grundlæggende af to dele, det medfødte og det erhvervede. De deltager begge i den inflammation, der findes ved HS. En vigtig ting, jeg lærte sidste år, er, at jo længere tid, man har haft aktiv HS, desto mere omfattende og komplekse er de inflammatoriske processer i huden. Det er medvirkende til, at det bliver mere og mere vanskeligt at behandle HS, desto længere man har gået med ubehandlet sygdom, og altså endnu en god grund til at sætte ind med effektiv behandling så tidligt som muligt. Ud over alle de ar og tunneler, vi får, når sygdommen har været aktiv længe.

Noget af det mest spændende i år var et fokus på cytokinerne interleukin 17A og 17F, som begge spiller en rolle i HS, og som tilsyneladende påvirker dannelsen af andre cytokiner, der bidrager til inflammation. I laboratorieforsøg kunne de vise, at hvis man fik dæmpet præcis de stoffer, havde det potentiale til at bremse inflammationen. Nogle af de nye typer af biologisk medicin, der kommer i disse år, retter sig netop mod IL17A og IL17F. Desværre kan de samtidig forværre inflammatorisk tarmsygdom, så der er en del HS-patienter, der ikke kan få glæde af dem.

Eftertænksomheden handler meget om vores hjerter - både i fysisk og symbolsk forstand. Det skriver jeg om en anden dag.

 

 

EHSF 2024: Nye behandlinger af HS på vej

Som jeg fortalte i går, var der to sessioner på EHSF2024, der handlede om medicinsk behandling af HS. Det var ikke kun om nye behandlinger, men også nye resultater for de behandlinger, vi allerede kender. Nogle af de nye behandlinger er kun lige ved at blive testet, om der kan være en effekt på HS, andre er i gang med de kliniske forsøg, der skal til for at få midlerne godkendt. De biologiske behandlinger er typisk udviklet til andre sygdomme, f.eks. psoriasis eller gigt, og så prøver de dem af på HS – desværre sjældent med lige så overbevisende resultater. Men for os – desværre få - der har god og langvarig effekt af de biologiske midler, kan det være livsforandrende.

Fælles for de biologiske midler er, at de regulerer helt specifikke steder i immunforsvaret, som er overaktive, når man har HS. Men HS er en meget kompleks sygdom, og der er endnu ikke fundet noget, der virker for alle. Der findes tnf-α-hæmmere som adalimumab, som er det eneste godkendte middel i Danmark, og infliximab, der også bruges mod HS. Nye midler i pipeline er IL17-hæmmerne secucinumab, som er godkendt i USA og Europa p.t. behandles i Medicinrådet, samt bimekizumab, brodalumab og den såkaldte ”nanobody” sonelokimab, der er i gang med kliniske forsøg i forskellige stadier. Desværre kan IL17-hæmmere ikke bruges, hvis man samtidig har inflammatorisk tarmsygdom (IBD), da det kan forværre tilstanden. Derfor er man nødt til at undersøge patienterne nøje for IBD, inden man sætter dem i behandling med denne gruppe af biologiske midler.

Flere andre biologiske midler er også ved at blive testet, men dem hørte vi ikke om på konferencen. Det jeg selv får, ustekinumab, er en IL12/23-hæmmer, som nok aldrig bliver godkendt til HS – det har åbenbart effekt på så få, at de ikke kan vise effekten i store forsøg med mange deltagere. 

En anden type ny behandling er såkaldte ”må molekyler” med navne som upadacitinib, povorcitinib og ruxolitinib. De gives ligesom de biologiske midler oftest som injektioner, men på konferencen fortalte en amerikansk forsker om et lille forsøg, hvor de havde set gode resultater af at smøre ruxolitinib på huden som forebyggelse i de områder, hvor patienter med mild HS havde udbrud. Det bliver spændende, om det også holder i større skala.

Forskellige slags antibiotika har også stadig en rolle i behandlingen af HS. De bruges ikke så meget for deres evne til at dræbe bakterier, som fordi de også undertrykker immunforsvaret. Der er dog en stigende betænkelighed ved at bruge antibiotika mod HS på grund af risikoen for resistens. Det gælder især rifampicin, som i flere lande er reserveret til behandling af tuberkulose og derfor ikke kan bruges til HS. Men der er også en stigende forståelse af, at 3-måneders kure med antibiotika ikke er en holdbar måde at behandle en kronisk sygdom. Nogle dermatologer mener, at antibiotika er helt ude af billedet om fem år, fordi vi har fået bedre alternativer til den tid. Lad os håbe, at de får ret.

Der er også helt andre typer af behandling, der bliver afprøvet. Fra Roskilde kom en poster om injektion af botox, som kan forhindre udvikling af HS-læsioner i hudfolder. Andre har erfaringer med, at semaglutid (Ozempic) kan dæmpe inflammationen fra HS og sammen med det vægttab, der følger med, give bedring i tilstanden. Endelig var der to postere om behandling med bakteriofager. Det er en type af behandling, som er udviklet i Østeuropa, og som stort set ikke anvendes i Vesten. En bakteriofag er en virus, som angriber bakterier, og hver bakteriofag angriber kun én bestemt slags bakterie, så det er en meget målrettet behandling. De to postere kom fra henholdsvis Holland og Belgien og viste begge god effekt på én patient. Det bliver spændende at se, om flere forsøg følger efter.

Endnu flere behandlinger er ved at blive udviklet og testet – også her i Danmark – uden at de blev omtalt på konferencen. Dem fortæller jeg måske om en anden dag.

Derudover er forskellige typer af kirurgi stadig en del af behandlingen, når det ikke lykkes at forebygge dannelsen af tunneler og ar. Mange drømmer om, at det i en ikke alt for fjern fremtid bliver unødvendigt.

I første omgang skal jeg dog selv under kniven igen, jeg har en tid til plastikkirurgi igen den 22. februar. Det ser jeg egentlig ikke frem til, men jeg glæder mig til at slippe af med de forbistrede tunneller og ar, som bliver ved med at hæve op og gøre ondt – så sent som under konferencen, hvor jeg var rigtig glad for, at de i det mindste havde bløde stole.

Nyt fra EHSF 2024

I går kom jeg hjem fra EHSF 2024 i Lyon. Det har været spændende dage, hvor jeg har hørt en masse nyt fra forskningen og samtidig mødt mange af de mennesker, jeg gennem de seneste år har arbejdet sammen med. Jeg prøver at få mest muligt ud af de få dage, vi har, så jeg var pænt træt, da jeg landede i København lørdag eftermiddag. Jeg er så heldig, at Roskilde Universitetshospital har tilbudt at dække mine rejseomkostninger – en del af det bliver dog dækket af EHSF, fordi jeg også har haft en rolle som ordstyrer.

Efter et par år med rene online-konferencer under pandemien havde arrangørerne i 2023 valgt at holde hybrid-konference, men det viste sig, at langt de fleste deltagere kom fysisk til Firenze. Derfor havde de i år taget springet og holdt rent fysisk konference i Lyon – med 687 deltagere fra 51 lande. Antallet af videnskabelige bidrag slog rekord med 181, hvoraf 62 blev udvalgt til mundtlig præsentation.

Lige nu forsøger jeg at få et overblik over alt det spændende, der er at fortælle fra konferencen. En af de ting, der giver håb, er, at der er så mange nye behandlinger på vej. Hele to sessioner på konferencen var dedikeret til medicinsk behandling af HS. Det vil jeg prøve at skrive lidt om i morgen.

En ting, jeg har været meget glad for, er at patienterne har haft en mere central rolle i konferencen i år. Vores aktiviteter har ikke som tidligere været ”klistret på” konferencen, men har været en integreret del. Fredag var der arrangeret et møde for os patientrepræsentanter, hvor der var deltagere fra Frankrig, Irland, Holland, Spanien, Tyskland, USA – og mig fra Danmark. Her var det helt undtagelsesvis også muligt at deltage online. Arrangørerne havde sørget for en app, der ved hjælp af kunstig intelligens kunne skrive undertekster på vores telefoner på forskellige sprog, så dem der ikke var så gode til engelsk, kunne følge med, og så vi kunne forstå, hvad de sagde på fransk og spansk. Ret smart, og meget billigere end levende tolke (men ikke helt lige så godt).

Noget af det bedste på konferencen var en ”interaktiv” session med både HS-specialister og patienter. Arrangørerne beskrev en fiktiv (men realistisk) case med en 32-årig kvinde, der netop havde fået diagnosen, og som i øvrigt var ret hårdt ramt, og så stillede de forskellige spørgsmål som ”hvilke tre af disse seks ting vil du spørge patienten om?” og ”hvilke tre af disse seks ting er vigtigst at fortælle hende?”. Det gav nogle spændende diskussioner og gode indsigter, fordi vi ser tingene fra forskellige sider og har forskellige erfaringer.

EHSF 2020: Rygning og HS

Når man læser artikler om videnskabelige studier af HS, skriver de næsten altid, hvor mange af patienterne, der ryger. Det varierer som regel mellem 6 og 9 ud af 10 patienter – og dertil kommer eks-rygere.  Så der er altså flere med HS, der ryger, en der er i resten af befolkningen - vi ved bare stadig ikke helt, hvorfor det er sådan.

Der er mange teorier om rygning. På EHSF 2020 pegede hollandske Errol Prens på, at der er stoffer i tobaksrøg, der skaber inflammation i kroppen, og at rygning kan få hårsækken til at stoppe til, skabe inflammation i huden og skabe ubalance i hudens bakterieflora. Det forsvinder kun langsomt, når man holder op med at ryge. Fra andre kilder ved vi, at nogle HS-patienter tilsyneladende reagerer negativt på planter fra natskyggefamilien, som tobak hører til. Andre planter i den familie er blandt andet kartofler, tomater og peberfrugter.

Andre peger på, at der også er stoffer i tobaksrøg, der bekæmper inflammation. Eller på at HS-patienter ryger for at kunne holde sygdommen ud.

Statistikkerne fortæller os, at HS generelt er værre hos rygere end hos ikke-rygere. Men der er desværre ingen dokumentation for, at HS forsvinder, fordi man holder op med at ryge.

På EHSF 2020 fortalte franske Jean Revuz om en undersøgelse, hvor de havde spurgt HS-patienterne, om de var begyndt at ryge, før eller efter de fik HS. Det var selvfølgelig forskelligt. En del havde HS først, og de har selvfølgelig ikke fået sygdommen på grund af rygning. Dem der var begyndt at ryge, før de fik HS, havde fået HS senere – typisk i midten af 20’erne. Jean Revuz tolkede det som at rygning kan udskyde HS, men det er en meget venlig tolkning. Ingen ved, om de patienter overhovedet havde fået sygdommen, hvis de ikke havde røget.

Amerikanske Stephanie Goldberg talte også om rygning. Hun fortalte blandt andet, at de kendte behandlinger for HS virker bedre hos ikke-rygere end hos rygere. Men hun sagde også, at det er vigtigt at hjælpe patienten med HS, inden man begynder at snakke om rygestop. Det er svært nok at holde op med at ryge i sig selv, men det er ikke nemmere, når man har HS. Det synes jeg, er en fornuftig konklusion.

Nyt fra videnskaben

Da jeg som teenager fik HS, sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville have børn. Selvom jeg ikke vidste, hvad sygdommen hed, vidste jeg godt, at den var arvelig. Min far havde nemlig det samme. Og jeg ville ikke give plagen videre til mine børn.
Min mor trøstede mig med, at de sikkert ville finde på en kur, så det ikke ville være så stort et problem. Det mente jeg ikke - jeg havde ikke hørt om, at der skulle være nogen, der forskede i sygdommen, og det var jo nødvendigt for at finde en kur.
Jeg havde ret dengang for 40 år siden, der var ikke nogen, der forskede i sygdommen uden navn. Der skulle gå næsten 30 år, inden jeg fandt ud af, at den hed Hidrosadenitis Suppurativa, HS, eller som der stod i min journal: Suppurerende Hidrosadenit.
De seneste år er der endelig kommet gang i forskningen. Jeg har flere gange set Gregor Jemec vise en figur udviklingen i forskningsartikler om HS på PubMed (US National Library of Medicine). I dag fandt jeg ud af, at jeg selv kan lave figuren, så her er den. Som det kan ses, kommer der flere og flere forskningsartikler om HS for hvert eneste år.

Jeg har netop været til møde i Washington D.C. sammen med en masse læger, der forsker i HS. Når de præsenterede sig, fortalte mange af dem, at de var begyndt at forske i HS, fordi de stod med HS-patienter på deres klinik og ikke var tilfredse med de muligheder, der var for behandling. Det synes jeg, er opmuntrende.

På scenen

Det gik godt, og jeg er lettet over, at det er overstået.

For et par måneder siden fik jeg en invitation fra Gregor Jemec* til at stå for en session med patienter på EHSF. Jeg sagde selvfølgelig straks ja, dybt beæret og virkelig glad for, at få mulighed for at fortælle fra patientens perspektiv foran alle de mange forsamle eksperter.
Det har jeg ikke prøvet før, så det tog mig lidt tid at finde ud af, hvad de forventede, og hvilke muligheder, jeg havde. Efter en snak med Gregor følte jeg mig mere sikker på opgaven og begyndte at planlægge.
Jeg var så heldig, at der samme dag skulle være møde i et forskningsprojekt, hvor der deltager patienter. Det betød, at jeg havde mulighed for at spørge deltagere fra andre lande, som også arbejder i organisationer for HS-patienter, om de ville fortælle. De sagde ja!
Jeg aftalte med dem, at de ville fortælle hver deres historie, men med lidt forskelligt fokus.
Det blev en bevægende oplevelse.
Efter min introduktion lagde Clotilde ud med at fortælle sin gribende historie om, hvordan hun fra ganske ung var blevet mere og mere syg af HS, forhindret i at dyrke sport, og pinligt berørt har gemt sig væk i over 30 år - indtil hun fik diagnosen for 8 år siden, og nu står hun frem og taler patienternes sag i Belgien.
Angela tog over og fortalte om, hvordan HS har gjort det svært for hende at gennemføre sin uddannelse, hvordan hun må kæmpe for sin position på arbejdet, og de svære overvejelser om at stifte familie eller ej.
Lynda fortalte stilfærdigt om udfordringerne med depressioner og det præg, som HS sætter på relationer og familie. Hun fortalte også om arbejdet i HS Trust (UK) med patientnetværk.
Jeg rundede selv af med at fortælle om den betydning, det har haft for mig at blive engageret i patientforeningen og lære at fortælle om min sygdom. Og om visionen for vores forening: at vi bliver overflødige.

Efter sessionen var der mange, der kom hen til mig og roste os. Flere havde siddet med en tåre i øjenkrogen, alle var dybt berørt. I dagligdagen har lægerne ikke tid til at høre patienternes historier, og nogle af forskerne ser slet ikke patienter. Det giver et stærkt perspektiv til dem og motivation til at fortsætte, når de får oplevelsen af, hvor meget det betyder for os.

Det har været en stor oplevelse for mig, men nu trænger jeg til weekend.

*Gregor Jemec er ledende overlæge på hudafdelingen på Roskilde Universitetshospital, professor på Københavns Universitet og præsident for EHSF 2017.

Klør det?

I dag har jeg hørt hele to indlæg om kløe og HS. Det er ellers ikke noget, der er forsket meget i, men heldigvis er der nu både polske og hollandske forskere, der er begyndt at interessere sig for det. Det er en af de ting, det kan være svært for lægerne at forholde sig til, de kan jo ikke se noget, så de må spørge patienterne. Det gør de så.

Omkring halvdelen af HS-patienterne har problemer med kløe. Flest oplever kløe i de nedre regioner og under armene - ikke så mange på maven og under brysterne. Men det er ikke sådan, at jo værre ens HS er, jo mere klør det - men de kan se en sammenhæng med inflammation og med smerter. Flere rygere døjer med kløe, og det forværres af varme, fx om natten og når man dyrker sport. Kløe kan forstyrre nattesøvnen og påvirke ens livskvalitet, siger forskerne (for det har patienterne fortalt dem).

Jeg er enig. Her klør det stadig mere end 30 år efter, at jeg holdt op med at ryge. Og så klør det nogle steder, hvor man kun klør sig når man er alene.

Der er brug for mere forskning, siger de. Ja tak, siger vi.

Immunologi og lidt om rygning

Det var hård kost her i eftermiddag på EHSF 2017. Jeg sad med ørerne stive og forstod kun en brøkdel. Det er svært, det med immunforsvaret - proppet med ord og begreber, jeg ikke har en chance for at forstå. Det trøster mig lidt, at mange af de andre tilhørere har det på samme måde.

Lidt fik jeg dog ud af det. Det der umiddelbart var mest brugbart for mig som patient, var nogle konklusioner - eller mangel på samme - om rygning og HS.

Faktum er, at 8 ud af 10 HS-patienter ryger. I befolkningen er der kun 2 ud af 10, der ryger, så der er en eller anden sammenhæng mellem HS og rygning. Det forsøger forskerne at blive klogere på.

Irske forskere havde fremstillet et apparat, der kunne trække essensen ud af cigaretrøg. Ved hjælp af en pumpe kunne de få maskinen til at ryge cigaretter og trække røgen ned gennem en væske (vand?) hvor stofferne fra røgen blev opløst. De brugte opløsningen til at teste, hvordan serum fra henholdsvis raske og HS-patienter reagerede på røgen. De målte på et stof, der kaldes TNF-α, som er forhøjet i mange autoimmune sygdomme, blandt andet HS.

Stor var overraskelsen: Cigaretrøg virkede anti-inflammatorisk - stik mod forventningen. Den virker dog mere anti-inflammatorisk hos raske end hos HS-patienter, men resultaterne kan ikke forklare sammenhængen mellem HS og rygning. Det gav selvfølgelig anledning til en del undren og forsøg på at finde forklaringer. Det blev endda diskuteret, om lægerne overhovedet skulle bede HS-patienter om at holde op med at ryge.

Lidt yderligere forklaring: Cigaretrøg indeholder tusindvis af forskellige stoffer. Nogle af dem øger inflammation, andre dæmper inflammation. Nikotin er f.eks. anti-inflammatorisk. Der er også forskel på, hvor hurtigt stofferne bliver nedbrudt, og nogle af de "onde" stoffer kan være forsvundet, inden opløsningen blev brugt. Og så er der mange måder at måle inflammation på - nogle af de andre forskere hævdede, at hvis man havde valgt noget andet end TNF-α at måle på, havde man fået andre resultater.

Så det korte af det lange er: Vi kender stadig ikke sammenhængen mellem HS og rygning, men det er i hvert fald ikke så enkelt som man skulle tro.

PS: De fik lignende resultater med den væske, man bruger i e-cigaretter.

Forskningens forpost (lidt om arvelighed)

Jeg har fået den fantastiske mulighed at deltage i EHSF 2017. Det er de europæiske HS-specialisters årlige konference, hvor de fortæller om den nyeste forskning.
Der er så meget at fortælle, at jeg må opgive at skrive om det hele efterhånden. Her i formiddag har jeg hørt om udvalgte patienthistorier, som jeg nok kommer tilbage til i et senere indlæg, og om genetik.
Forskellige undersøgelser viser, at 30-42 % af HS-patienter har familiemedlemmer med HS, har jeg lært. Noget tyder på, at flere mænd har den arvelige form - undersøgelserne er der ca. lige mange mænd og kvinder med HS i HS-familierne, hvor der jo generelt er mange flere kvinder end mænd, der har HS.
Et hollandsk tvillingestudie har konkluderet, at 74 % af HS skyldes arvelige faktorer, og 26 % skyldes miljø (herunder overvægt og rygning). Interessant.
Vores egen Peter Riis fortalte om en undersøgelse af sammenhængen mellem HS og Alzheimer. Undersøgelsen viste heldigvis, at der ikke er nogen sammenhæng. Godt for os :-)